Glædelig jul - men golfens træ er ikke et juletræ...

[Søren Meinertsen]

Weekendgolferens Hjørne

 

 

Plant et træ og vær med til at gøre Danmark grønnere i fremtiden for vores børnebørn og oldebørn. Måske gør det plantede træ dem endda bedre til golf!

 

Det er en sjov, men også tankevækkende indgang til børnegolf, der blev udtrykt for nylig på et debatforum:

Et træ forpligter. Når vi fælder et træ, skal vi plante et nyt. Og i overført betydning: Når vi langsomt ”fælder os selv” med alder, må vi sørge for, at andre kan overtage vores plads.

Underforstået i golfklubben!

Mange – ja, faktisk de allerfleste, starter først med at spille golf i en højere alder, hvor egne børn for længst er blevet voksne.

Til gengæld har de nye golfspillere ofte børnebørn.

Golf indeholder utroligt meget positivt, og de fleste af os kan på stående fod fremsige en lang remse med alle lyksalighederne. Med god ret kan vi nu med de nye tiltag inden for børnegolf føje noget mere til listen. At tage et barn med til golf er også at tage et barn væk fra en skærm, og det er at give et barn en tilknytning til naturen. En golfbane er jo i virkeligheden mageløs i sin udstrækning og alsidighed. Nej, man skal ikke blive overpædagogisk i omgang med børnebørn, men det er på den anden side svært ikke at blive begejstret for naturen, når man er på en golfbane.

Ingen tvivl om, at golfspillere næsten pr definition er naturelskere. Vi har en enorm mængde dejlig natur til vores rådighed, og vi glæder os over de flotte, velplejede græsarealer og de ofte vilde rough-områder (når medspillernes bolde lander der…). Golfbanerne bugter sig smukt og ”Danmarks-agtigt” i bakke, dal – med idylliske søer og vådområder og med træer af alle slags, der enten har stået der altid eller er blevet omhyggeligt plantet af forstandige greenkeepere.

Nogle kan måske klage lidt over, at ikke alle passer på vores fælles stykke natur – vi er jo fælles om det i kraft af vores medlemskab. Børn kan lige frem blive forargede, og selv om forargelse ikke ubetinget er godt, så vidner det trods alt om en forståelse for, at naturen skal man passe på. 

Omvendt kan man i en sammenligning med andre naturområder, hvor mennesker færdes, tydeligt se forskel. På en golfbane kan der være cigaretskod, et stykke papir eller en tom flaske hist og her, men i sammenligning med en strand efter en solrig dag eller et område efter en musikfestival er forskellen særdeles slående. Golfspillere passer så afgjort på miljøet, når det gælder synligt affald.

Så meget desto mere kan det undre, at der ikke er mere omhyggelighed på andre fronter: Tørvehuller på fairways og nedslagsmærker på greens er desværre mere reglen end undtagelsen.

Det kan vi ikke være bekendt.

At være grøn golfspiller indbefatter simpelthen, at vi passer på den natur, som vi bliver en del af, når vi spiller golf. En green kan blive smadret til ukendelighed af nedslagsmærker, og uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er green også natur, som vi skal passe på og værne om.

Fra et egoistisk spillersynspunkt kan man sige, at så længe den aktuelle puttelinje ser fin ud, er det ikke noget problem – men generelt som golfspillere bør vi tage ansvar, og det er i virkeligheden ganske simpelt: Ligger der en bold på green, så er der potentielt et nedslagsmærke, og det skal findes og rettes op. Der kan også være et andet, der dukker op under søgningen, og så må man naturligvis også rette det op.

Det synes mit barnebarn også.

Esther elsker sin pitchfork og glæder sig til den dag, hun selv kan lave nedslagsmærker. Indtil da er der næppe et mærke, der undgår hendes opmærksomhed. Hun synes simpelthen, det er sjovt at rette mærkerne op på den rigtige måde. 

I lige så høj grad er de såkaldte tørvehuller på fairways en skamplet. Golfreglerne siger direkte, at bolden skal spilles, som den ligger. Her har vi med andre ord et tredobbelt problem: Dels bliver en spillers mulighed for at slå et godt slag fra fairway særdeles forringet, dels bliver fairways natur misligholdt, dels vidner det om en spiller, der ikke har gidet lægge tørv på plads.

Som altid, når det gælder hensyn til andre (herunder også en helt sagesløs natur) kan flerdobbelte, ophobede problemer løses enkelt: Slår man et slag fra fairway, må man sikre sig, at man efterlader stedet i noget nær samme stand. Gøre det godt igen, fordi man har et ansvar for golfbanen og dens natur. Uanset, om der er oplæg.  

Skal andre medspillere påtale mangler på green og fairways?

Nej, vi skal vel aldrig opdrage på hinanden midt i en konkurrence, det kan ødelægge enhver god stemning, men man kan rejse problemet og snakke om det uden at nævne eksempler efter runden, og så kan man i øvrigt på banen selv fremstå som det gode eksempel. 

Et andet problem er tee-stederne.

Reglen er, at der ikke skal rettes tørvemærker op. Det skal overlades til greenkeepere. Men der er også en regel om, at man ikke må udføre prøveslag på teestederne. Luftslag selvfølgelig, men ikke prøveslag, der rammer græsset. Den slags må udføres uden for teestedet.

Desværre falder tilgangen af juniorspillere, og det er nok naturligt at tage fat i børnene i en tidlig alder. Det vil skabe en naturlig fødekæde til juniorafdelingerne.

Dansk Golf Union er gået i gang med et større projekt med tilskud til ansættelse af en koordinator, og projektet er kommet godt i gang i foreløbig 10 klubber: Asserbo, Dronningelund, Greve, Herning, Hjørring, Horsens, Hørsholm, Norddjurs, Svendborg og Vallø.

Andre klubber vil følge efter, og der er faktisk mange gode børnetilbud i en række golfklubber ud over landet.

Det helt store problem er nok det tidsmæssige.

Forældre har travlt.

Men vi bedsteforældre kan måske gøre en forskel. Mange er pensionister, og et par timer eller tre med et barnebarn på en golfbane kan være en rigtig god og stor oplevelse for begge.

Foreløbig har Esther og jeg lånt os lidt frem og fundet en passende kølle. Det har været mere leg end egentlig golf, og turene på banen har hun selvfølgelig bestemt omfanget af.

Hun glæder sig til at få sin egen bag med egne køller.

Det får hun til jul.

Min kone siger, at det lige så meget er en gave til mig.

Det har hun egentlig ret i. Det var en stor glæde at finde et passende sæt på VMG og et par dage senere modtage den forholdsvis store papkasse. Nu er det pludselig mig, der tæller dagene til jul…

Og træet?

Esther vil gerne slå så langt som muligt, og som så mange andre forsøger hun at få et drabeligt tilbagesving med et kæmpesvaj for at få kroppen bagved – desværre med efterfølgende talrige dårlige træf på bolden.

Der er et godt trick – måske især til børn – men voksne kan sagtens finde et passende træ eller en mur, som kan danne grundlag for den simple øvelse væk fra svajet.

Esther er blevet særligt glad for et bestemt træ på par 3-banen. Engang var der et egern, som villigt lod sig beskue i længere tid. Nu er træet blevet ”vi går hen til træet – og så ikke længere.” Det står uden for de hvide pæle. Vi er ikke til gene for nogen.

Træet er brugbart til en god ”modvirk-svaj-øvelse.” 

Esther sætter sit hoved ind mod træet og stiller sig op med en kølle og skal svinge kort tilbage og kort frem uden at flytte hovedet fra træet. Hun kan selv mærke, at der kommer mere fart i køllen. Det er naturligt at dreje højre fod lidt væk fra ”målet” og mærke vægten i foden i tilbagesvinget. Det kan være lidt kedeligt, så jeg lægger en bold, og nu må hun kun svinge en halv meter tilbage og frem og sørge for at holde venstre håndled strakt fra start til slut.

Det er næsten ”Basis Motion” fra The Golfing Machine, og et eventyrligt sikkert chip, hvor man trygt kan stole på loftet.

Det er Esthers træ, men jeg får motion af alle de bolde, der skal lægges til rette!

Et smukt træ. 

Jeg kan se det i lang tid, før jeg ankommer til golfbanen.

Træet lever. Jeg håber, der bliver plantet et andet, hvis det bliver fældet…

Glædelig jul, Esther.